Det gjorde ondt i min mave den dag vi skulle begrave vores veninde. Jeg var tidligt oppe og gøre mig parat - Det føltes lidt som om vi skulle til hendes bryllup og ikke hendes begravelse. Det var jo også samme kirke. Vi ankom og hentede den buket vi havde bestilt. Den var ikke smuk nok til en pige som hende. Vi så hendes veninde stå ved kirken og tårene piblede frem, da hun så os. Vi havde samme reaktion. Sidst vi alle var her stod hun lykkelig i en hvid kjole og kiggede på manden i hendes liv mens hun strålede om kap med solen.
Bisættelsen var smuk - Blomsterne var smukke - Hendes lille dreng var stor og skøn at se på. Hendes mor og søskende var i tårer men fattede. Hendes mand så ud som om at hans hjerte var blevet hevet ud af ham, men han havde håb. Det var noget hun kunne give for det var noget hun besad - Et helt utroligt håb på at vi alle skulle mødes igen, at vi alle nok skulle klarer os og at vi alle nok skulle blive lykkelige.
Hun mente at hun ville komme som en sommerfugl og holde øje med os fra tid til anden. En smuk tanke. Fra nu af skal jeg smile til dem der kommer på min vej i tilfælde af at det er lise.
Jeg var ikke overvældet af ulykke. Den sang hun havde valgt til sin bisættelse " what a wonderfull world" var i mit hjerte. Og jeg var fyldt med kærlighed til livet til alle de mennesker jeg stødte ind i.
Verden mistede noget da Lise blev taget bort fra os - Men hendes måde at tænke sit liv på og skabe mening og sammenhæng sidder dybt i mig. Tak for den gave Lise - Tak for at du kunne fylde mig med kærlighed og lærer mig at ting skal ses i en kontekst. Livet er sååå ufatteligt skrøbeligt og kort og vi skal virkelig lærer at nyde hvert vejrtræk Også dem der gør ondt.
