Et digt der vækker mig

Jeg fandt et digt her forleden. Et meget smukt og sigende digt. Et digt alle kvinder burde holde tæt for hjertet og hviske til sig selv i de situationer hvor de føler sig som ingenting ...

Det lyder sådan her;

I Am Becoming

by Jayne Relaford Brown

I AM BECOMING
the woman I’ve wanted,
grey at the temples,
soft body, delighted,
cracked up by life
with a laugh that’s
known bitter
but, past it, got better,
knows she’s a survivor
that whatever comes,
she can outlast it.
I am becoming a deep
weathered basket.

I am becoming the woman
I’ve longed for,
the motherly lover
with arms strong and tender,
the growing up daughter
who blushes surprises.
I am becoming full moons
and sunrises.
I find her becoming,
this woman I’ve wanted,
who knows she’ll encompass,
who knows she’s sufficient,
knows where she’s going
and travels with passion.
Who remembers she’s precious,
but knows she’s not scarce
who knows she is plenty,
plenty to share.

De små mærkelige ting...

Det er de små ting der får tårene til at rulle fra mine øjne. Beskeden om at min datter skal være storesøster - kun halvanden år efter at han skred med beskeden om at han ville have sit liv tilbag e. Det at læse digte fra en fyr som jeg troede at jeg måske kunne give min kærlighed til for at finde ud af at han ligesom andre overhovedet intet så i mig og slet ikke forstod de ord jeg havde givet til ham i fortrolighed. Det at starte en chat op for at få øje på navnet af min veninde som ikke længere er blandt os.

Jeg ved ikke helt. Der er ikke rigtigt noget der blev hvad jeg regnede med og alt for tit føler jeg mig brugt af de mennesker jeg giver mit hjerte til. Spørgsmålet er hvem der føler sig brugt af mig ? Takker guderne for min Datter ligenu ville jeg ikke helt være her uden hende...