hvor er livet dog bare uretfærdigt

Telefonen ringer og min veninde er i den anden ende af røret. Hun ringer for at fortælle mig, at der ikke er mere at gøre. Den kræftform hun har er for hastig - for altødelæggende, hun ved ikke hvor længe hun har tilbage. I det mindste siger hun halv bedøvet af morfinen, nåede jeg at se min søn blive et år og fejre en jul med ham. Jeg forstår det ikke - det er alt for mærkeligt, alt for surrealistisk, man dør ikke i en alder af 32, man dør ikke fra sin søn og sin familie , man dør ikke når man har kæmpet med så meget lort og stadig haft et smil på læberne og et grin i lommen. Men det gør hun - Hun dør ...