Undrer mig over om det måske er symptomet på vores generation. En generation tabt i dagdrømme og skinnende overflader. Er blevet kastet ud på single livet i en alder af fy fanden da (skal helst siges med svensk accent, det smukkeste sprog som min tynde smukke ven sagde mens vi hørte Bobby Marley her forleden ) Jeg har sådan på fornemmelsen, at det at være i kontakt med sig selv er forbeholdt Woody Allen og os andre små neurotiske psykologgående HalalHippier, men alle har een eller anden ide om at verden stinker og vi vil forandre den - Hurrah og her er samtlige demonstrationer mod dyrevoldtægter, spiseforstyrrede afrikanske børn og Vandbomber over Palæstina, men efter demonstrationerne og lange snakke om hvor uretfærdig verden er og hvor meget vi skal kæmpe for en bedre og mere reel fremtid, går folk ud og lyver hinanden i ansigtet og sørger for at en hver relation forbliver der hvor den ikke kan gøre ondt på een - Udenfor og uden nærhed. Jeg vil hellere ind og tæt ... hmm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar